Fra tomt atelier til duo i succes: Brix & Blüthgen

16. juli 2024

Historien bag denne kunstner-duo startede i 2019 i Silkeborg/Østergade. Sidsel Brix og Diana Blüthgen istandsatte sammen helt nye smukke gallerilokaler og atelier på anden sal.

Sidsel Brix og Diana Blüthgen

Sidsel Brix og Diana Blüthgen

Historien bag denne kunstner-duo startede i 2019 i Silkeborg/Østergade.

Sidsel Brix og Diana Blüthgen istandsatte sammen helt  nye smukke gallerilokaler og atelier på anden sal.

Atelieret skulle efter meget arbejde vises frem, have udstillinger m.m.

Så kom Corona.

Besøgstal blev små. Udstillinger blev aflyst. Det var nedslående.

Sidsel og Diana gav sig til en ny leg i ventetid og i halvtomme lokaler. Legen var fællesværker. Og det var ramme alvor.

Fællesværkerne  fra Brix&Blüthgen startede i det små med 40 x 50 cm. lærreder. Et par større malerier i 120 x150 cm. 

Sidsel Brix tog på udstilling i et kort intermezzo af corona nedlukninger.

Alt solgte stort set på denne udstilling. Succes og kæmpe interesse for Brix&Blüthgen.

Sidenhen er det blevet til mange fælles malerier, udstillinger, salg gennem gallerier, et stort portmaleri på Vestergade i Silkeborg såvel som en lille eksklusiv produktion af indrammede unikatryk.

Sidsel og Diana fortsætter legen. Eneste regel er, at der må males indover hinandens penselstrøg. Der eksperimenteres og  males intuitivt i kærlighed til smukke kompositioner.

Begge kunstnere er løbende med overalt på lærredet. Ingen  har faste roller eller funktion til trods for kunstnernes indbyrdes forskellighed – orientering mod abstrakt eller figurativt udtryk. 

På kryds og på tværs bygges maleriet  op og brydes ned, så interessante flader og de bedste kompositioner opstår.

Denne leg er inspirerende og fuld af god energi. Derfor sker den nu både hos Sidsel Brix i Jægergårdsgade/Århus og hos Galleri Blüthgen/Silkeborg, hvor fællesmalerierne også vises frem.